Der er ved indhentningen af de data, der hos testdig.nu danner grundlaget for en registrering og fortolkning af en given persons adfærd, anvendt en ipsativ skala. Det skyldes først og fremmest en erfaring der peger frem imod, at nogle mennesker vil have et motiv til en overdreven selvvurdering, et motiv der frister til at ”manipulere” med testen, især hvis den bagvedliggende model og struktur i testen er gennemskuelig.
Anvendelsen af en ipsativ skala kan indebære en begrænsning i mulige svar, idet en respondents gennemsnitlige placering på tværs af alle skalaer bliver lig med 0. Det umuliggør sammenligninger mellem individer på den samme skala uafhængigt af placeringen på andre dimensioner.
Denne svaghed ved den ipsative skala er i testdig.nu omgået ved, at hvert personlighedstræk er operationaliseret med både positive og negative udsagn på den givne skala. Det indebærer en stor spredning i det totale antal point en respondent kan opnå, idet en respondent teoretisk har mulighed for at svare positivt på alle de udsagn der afkrydses, eller negativt på alle udsagn der afkrydses. Dermed opnår vi en tilnærmet normativ skala, idet alle udfald, både set ud fra det totale antal point og set ud fra antal point på hver enkelt skala, er mulige.
At vi kun opnår en tilnærmelse til en normativ skala skyldes bl.a. nogle Korrelationssammenhænge indenfor hver udsagnsgruppe der indebærer, at der skabes en kunstig afhængighed imellem udsagnene.
Validiteten hos testdig.nu sikres således gennem anvendelse af denne tilnærmede normative metode, hvor fordelene ved den ipsative metode opretholdes. Men validiteten sikres også på den måde, at testdig.nu er normeret på en omfattende dansk normalpopulation. De fortolkninger du møder i den skriftlige rapport, er formuleret i forhold til denne norms medianscore. Du bliver altså sammenlignet med den mest forekommende adfærd blandt danskerne på hvert personlighedstræk.